16.9.14

man kan kun se nordhavn gennem blåligt glas, der er en form for liv :

i elevatorer og stålkonstruktioner, skyer i pulverform og farlig radio
jeg så dig i dag, i én af de små gader der sniger sig rundt
bag sankt hans torv
   dine øjne glinsede som store tomme akvarier og
      du blev ved med at tale fordi du ikke havde nogen til at afbryde dine
         tanker

      man kan godt føle sig fortabt
   i en lille hovedstad
kroppen er fuld af hårde ting
bag døden skinner solen og
luften lukker sig med
blade og regn

som en kold dyne af efterår
over dit
hoved

1 kommentar