28.9.14

flettede drømme af regn
kønsløse ansigter i busserne
lyset daler hurtigt nu
forlader motorvejens
skelet

skovene har en slags
susende ligegyldighed
alle de hjernedøde rejsninger man når at røre ved
den ensomme smag af salt og
kød

har gemt mig i
tolv timers søvn i
kattehår og kolde lagner
der smyger sig om mig som en
tavs tilgivelse

vil mindst af alt give op men
det er så let at synke ind i kroppens
vand og hengive sig til internettets
døgnåbne
lyshav

dagen vender forkert
så vågner jeg midt i en aften med
en hals om alle ord og
huden som en stiv
frakke

16.9.14

man kan kun se nordhavn gennem blåligt glas, der er en form for liv :

i elevatorer og stålkonstruktioner, skyer i pulverform og farlig radio
jeg så dig i dag, i én af de små gader der sniger sig rundt
bag sankt hans torv
   dine øjne glinsede som store tomme akvarier og
      du blev ved med at tale fordi du ikke havde nogen til at afbryde dine
         tanker

      man kan godt føle sig fortabt
   i en lille hovedstad
kroppen er fuld af hårde ting
bag døden skinner solen og
luften lukker sig med
blade og regn

som en kold dyne af efterår
over dit
hoved